
S - Social
Vi passer på vores medarbejdere
Medarbejderne er en vigtig del af Hotel Vejlefjord, og vi ønsker at skabe en arbejdsplads, hvor der er plads til både trivsel, arbejdsglæde og faglig udvikling.
Derfor arbejder vi målrettet med et trygt, inkluderende og udviklende arbejdsmiljø, hvor medarbejderne bliver set, hørt og får mulighed for at udvikle sig. Det gør vi blandt andet gennem uddannelse, kompetenceudvikling, fokus på arbejdsmiljø og en løbende dialog om trivsel.
Her kan du læse mere om vores arbejde med elever, medarbejderudvikling og resultaterne fra vores seneste trivselsundersøgelse.
Unikt fællesskab. Førende faglighed.
På Hotel Vejlefjord står vi sammen og løfter i flok. Vi er stolte af det stærke fællesskab på tværs af hotellet og af den faglighed, vores medarbejdere bringer med sig hver dag. Sammen arbejder vi for at skabe gode oplevelser for vores gæster – og en arbejdsplads, hvor mennesker trives og udvikler sig.
For at styrke trivsel og fællesskab har vi blandt andet en gruppe arbejdsglædeambassadører, som bidrager med idéer og initiativer til den gode arbejdsdag. Hver måned kårer vi desuden Månedens Kollega og sætter fokus på en medarbejder, der har gjort en særlig forskel.
”Jeg tror, at mange vil blive overraskede over sammenholdet, energien og ånden. Der er noget helt specielt over Hotel Vejlefjord som arbejdsplads, og fællesskabet har en særlig dynamik – næsten som en familie.”
- Lars Raun, Souschef


Great Place To Work
I 2025 blev Hotel Vejlefjord for første gang certificeret af Great Place To Work. Certificeringen bygger på medarbejdernes oplevelse af arbejdspladsen og giver os et værdifuldt indblik i blandt andet trivsel, tillid og fællesskab. Samme år opnåede vi en 11. plads på listen over Danmarks Bedste Arbejdspladser.
I 2026 blev vi endnu en gang certificeret – og denne gang rykkede vi op på en 8. plads blandt Danmarks Bedste Arbejdspladser. Derudover blev vi nomineret til prisen “Danmarks Bedste Arbejdsplads for Unge” sammen med to andre virksomheder. En anerkendelse, der betyder meget for os, fordi mange unge medarbejdere og elever er en vigtig del af hverdagen på Hotel Vejlefjord.
Vores ambitioner stopper ikke her. I 2027 er målet at være blandt de fem bedste arbejdspladser i vores kategori, og i 2030 går vi efter førstepladsen. De seneste års udvikling giver os endnu mere motivation til at fortsætte arbejdet med trivsel, fællesskab og faglig udvikling.
“Certificeringen betyder meget, fordi den bygger på medarbejdernes egen oplevelse af at arbejde her. Vi er stolte af resultatet, men bruger det også som motivation til fortsat at udvikle en arbejdsplads med fokus på trivsel, fællesskab og faglig udvikling.”
– Rikke Krupa, HR/People & Culture Manager
Trivselsundersøgelse
Vi ønsker en arbejdsplads, hvor vores medarbejdere trives, udvikler sig og har lyst til at være. Derfor gennemfører vi løbende trivselsundersøgelser, som giver os værdifuld indsigt i, hvad der fungerer godt – og hvor vi kan blive endnu bedre.
I trivselsundersøgelsen fra 2025 deltog 95 % af medarbejderne, og resultaterne viste fremgang på blandt andet social kapital og ledelseskvalitet:
Social kapital: 81,1 / 100
NFA-benchmark: 69
Ledelseskvalitet: 75,6 / 100
NFA-benchmark: 63,1
Social kapital handler blandt andet om relationer, tillid og gensidig støtte, mens ledelseskvalitet tager udgangspunkt i medarbejdernes oplevelse af blandt andet tryghed, anerkendelse, konflikthåndtering og ligebehandling.

Elever er en vigtig del af vores hverdag
Vi vil gerne bidrage til den faglige udvikling i vores branche og give nye talenter en god start på arbejdslivet. Derfor har vi en målsætning om at have 12 elever på tværs af hotellets afdelinger – et mål, vi nåede i 2025.
Som elev på Hotel Vejlefjord bliver man en del af hverdagen og får mulighed for at udvikle sig gennem praktisk erfaring, sparring med erfarne kolleger og et struktureret læringsforløb. For os handler det både om at styrke fagligheden og om at skabe trygge rammer for personlig udvikling.
Vores hotelstjerner
Hos Hotel Vejlefjord er vi stolte af at være en del af projektet ''virksomheder adopterer skoleklasser'', et samarbejde hvor skoler og virksomheder arbejder sammen for at give eleverne et kig ind i arbejdslivet. Vi følger en skoleklasse på 18 nysgerrige elever helt fra 1. klasse til 6. klasse, som kommer på besøg minimum 2 gange om året.
Formålet er at give eleverne:
-
Et billede af arbejds- og uddannelsesmuligheder
-
Indsigt i arbejdspladskultur
-
Inspiration fra nye rollemodeller
-
En forståelse af sammenhæng mellem skole og arbejdsliv
Vi er glade for at kunne åbne dørene til vores hverdag – og give eleverne et glimt af deres måske fremtidige arbejdsliv.
Hos os har de fået titlen ”hotelstjerner”, og I kan møde alle 18 på billedet til højre.



